Slotsvænget 1-3 & 4

5000 Odense C

Kristeligt Dagblad

Når blikket møder kunsten, flyder tankerne

Af Nanna Schelde, 

 

Skoleleder på den private Henriette Hørlücks Skole i Odense, Henrik N. Jørgensen, bruger hver sommer nogle uger på at supplere og omrokere på skolens gigantiske samling af kunst og finurligheder. Den visuelle inspiration er en ekstra gave til eleverne

 

For 25 år siden købte den daværende leder af Henriette Hørlücks Skolen i Odense nogle store Royal Copenhagen-vaser og placerede dem i vindueskarmene i den sal, hvor der dagligt var morgensamling med hundredevis af børn. Indkøbet var taktisk, udtænkt som en form for test, for hvor længe ville der gå, før de skrøbelige porcelænsvaser ville havne på gulvet i tusind stykker? Svaret er, at vaserne står der endnu, helt intakte. Og det er netop pointen. Selv børn i 0. klasse kan sagtens både administrere og ikke mindst nyde godt af at gå i en skole, der er indrettet smukt med kunst og antikviteter.

Det er nuværende leder af skolen, 59-årige Henrik N. Jørgensen, der fortæller historien om vaseeksperimentet. Han har stået i spidsen for Henriette Hørlücks siden 1998, hvor han overtog skolen efter sin far.

”Indretter man en skole som en gummicelle, behandler børnene den derefter. Når nogen gider tænke på at indrette stedet med smukke ting, så tager de til gengæld hensyn. Det bliver næsten som at færdes i et hjem for dem, og det er meget sjældent, at noget bliver ødelagt. Det fattigste ved mange institutioner og skoler i dag er, at det skal være hærværkssikret det hele. Når alt er lavet i stål kalder det nærmest på, at nogen tester, hvor længe det kan holde.”

Henrik N. Jørgensen er cand. mag. i kunsthistorie og dansk og arbejdede i reklamebranchen, inden han sagde ja til at efterfølge sin far som skoleleder. Dermed kunne han også fortsætte det arbejde, hans far allerede var begyndt på, med at tilføre skolen kunst og farver. Skolen blev grundlagt i 1870, og har i dag 590 elever. 120 af dem går på en international linje.  

Overalt hvor blikket hviler, er der glasmontrer med gammelt legetøj, skæve skulpturer, udstoppede dyr, emaljeskilte, malerier, plakater og nips. Og skoletoiletterne, ej at forglemme, har marmorhåndvaske og smukke armaturer i messing. I den før omtalte fællessal er loftet sågar inddraget til ophængning af kunstplakater. Her sidder to piger lige nu og arbejder på en skoleopgave

”Både børn og voksne kender vel til at sidde til en forelæsning eller et foredrag og blive distraheret. Tankerne flyver, blikket flakker, man kigger måske op i loftet, og hvis man så bare møder en hvid væg eller et hvidt loft, stopper alt. Jeg ønsker, at deres øjne skal møde noget, der sætter tanker i gang. Der skal være et godt alternativ, til når man en gang imellem mister koncentrationen.”    

 

Henrik N. Jørgensen kalder selv udsmykningen for ”skolens tapet”. Han arrangerer ikke guidede ture, hvor børnene bliver overhørt i den spanske maler Tàpies eller en af de mange andre repræsenterede kunstnere fra både nutid og fortid. Inspirationen ligger der som en mulighed. Det er dog ikke usædvanligt, at en del af skolens udsmykning bliver brugt, når eleverne for eksempel skal finde en idé til stileskrivningen. I et hjørne hænger en samling Mona Lisa-efterligninger, og et andet sted er en hel væg er dekoreret med sider fra fotobogen ”1000 familier”, som forlaget Taschen udgav i år 2000. Billederne i bogen portrætterer familier fra hele verden.

”Det er en fantastisk bog at tale ud fra, for eksempel i dansk. Ved at bruge bogen som tapet bliver det meget tydeligt, hvor forskellige og mangfoldige vi mennesker er, og det er et godt udgangspunkt for en god snak. Kunsten her er et gratis tilbud, som næsten kommer ind med modermælken.”

Han står personligt for at hjembringe størstedelen af kunsten og inventaret til skolen. Hver gang han rejser, kigger han efter nyt, og i løbet af sommerferien bruger han gerne et par uger på at rokere rundt på værkerne, så vægge og rum fremstår anderledes og formentlig kan inspirere på ny. Lige med undtagelse af borde og stole i klasseværelserne er alt inventar købt brugt. Tunge skriveborde i massivt træ og velpolstrede øreklapstole tilfører sammen med gamle skrivemaskiner den rigtige ånd til skolens bibliotek, mener skolelederen. Hans filosofi er, at så længe eleverne både igennem undervisningen og udsmykningen bliver præsenteret for stor mangfoldighed, så vil de også selv være stolte af, hvem de er.

”Børn er meget rummelige. Vi forsøger på ikke at hugge dem for meget til. Skolen skal ikke være en pølsefabrik, hvor de børn, der ikke er gode til fodbold bruger det meste af timen på at grue for frikvarteret. Her kan man sagtens være hende, der er rigtig dygtig til at spille harpe og så stadig være en del af fællesskabet,” siger Henrik N. Jørgensen.

 

Skolen er vokset over tid, så nu bliver der også undervist i de tilstødende bygninger, der blandt andet tæller en tidligere badeanstalt. Her ligger billedkunstlokalerne, hvor man kan sidde og lave lerskulpturer i det tidligere koldtvandsbassin.

”Jeg synes faktisk, at det er de bygninger, der ikke er bygget til at være skole, der fungerer bedst, fordi det er et eventyr at gå på opdagelse i rummene. Børn søger altid mod hulerne, hvor der er mulighed for at gemme sig, og det er der i den grad her,” siger Henrik N. Jørgensen.

Udover kunst bliver eleverne også introduceret til mange forskellige former for musik. Også klassisk musik som Wagner og en sjælden gang kinesisk opera. 

”Min ambition er, at eleverne her får noget med udover fagene. Matematik kan være dødssygt i sig selv, men hvis man ser det for eksempel i sammenhæng med den geometriske kunst, så får matematikken en medværdi og også en historisk relation.”

”Jeg kan mærke, hvordan eleverne som de bliver ældre får et andet forhold til kunsten og får en særlig interesse for bestemte værker. Pludselig opdager de et motiv i et maleri. Og jeg vil sige, at hvis de efter endt skolegang her har et særligt forhold til bare ét værk, som de siden vil blive ved med at tænke tilbage på, ja, så er målet nået.”  

 

 

Scan Magazine | Special Theme | Study in Denmark|

An international, homely and quirky

learning environment

By Ndéla Faye | Photos: Odense International School

 

Odense International School provides internationally recognized primary and secondary education for students aged five to 16. With over 40 nationalities represented, cultural diversity is at the heart of the school. The school’s holistic approach to learning encourages children’s natural curiosity while supporting personal development across platforms such as sports, performing arts, charity work and Model United Nations

 

Odense is a rapidly growing city and one of Europe’s biggest robotics hubs, with a highly skilled, international workforce. “The international school has naturally grown out of the existing emphasis on language learning and global perspectives. We celebrate differences, encourage multilingualism and nurture a school community that has a proven track record of being welcoming and including,” says Johanne Skaanes-Allo, head of the school. 

 

Diversity is a gift 

Odense International School is based alongside a Danish mother school, Henriette Hørlücks School, established in 1870. “We have one campus and two systems,” explains Skaanes-Allo. 

 

There are currently 48 different languages spoken by the students and teachers, so it is clear that the school is very multicultural. This diversity provides the community with a wealth of learning opportunities and allows for a sense of authenticity whether the students are studying geography, world religions or politics. The school community prizes curiosity and tolerance. Ultimately, the aim is to make everyone feel comfortable, valued and at home. Students in the Danish and international system enjoy each other’s company and promote community spirit through school sports, school dances, travel, art exhibitions, assemblies, French theatre festival and more. “We enjoy providing local Danish families with international networks and international families with local roots. We may have two curriculum systems, but we aim to be one school community,” Skaanes-Allo explains. 

 

Nurturing children’s natural curiosity and looking to the future 

“The beautiful red-brick school buildings are a little Hogwarts-esque,” Skaanes-Allo laughs. The quirky decorations inside the school help support the unique, slightly magical feel of the place, with artwork dotted around the hallways, and kayaks, bicycles and musical instruments dangling from the ceiling in the assembly hall. support students’ learning needs and nurture their natural curiosity,” says Skaanes-Allo. “The school collaborates with various local partners, among others a drone testing canter and educational robot developers. Students use LEGO robots to explore maths and science problems and learn the basics of programming. We are keen to teach our students about technology, not just because it’s such an important part of our city’s development, but because technology provides our students with a chance to explore and discover new solutions through thoughtful trials and errors in collaboration with their peers.” 

 

She adds: “As much as we want the next generation to be dynamic problem solvers and communicators, we also want them to get their hands dirty and play in the school garden or woods. There is a balance between teaching them to have a critical mind in a fast-paced, exciting world and giving them hands-on experiences.” 

 

She laughs and admits that children also sometimes daydream, so the school has taken the approach to lead them on a journey of learning and discovery as their minds wander. “Our classrooms are themed and decorated accordingly. For example, there is an Andy Warhol classroom, and a classroom decorated with African tribal art. Students are naturally active, creative and curious, and we want to encourage and nurture that curiosity,” she says. “We want to offer our students a variety of learning opportunities and keep things interesting while ensuring that they advance in literacy and numeracy as well.” 

 

The school’s core subjects are maths, English and science. Other subjects in primary school include French, Danish, sports, art, music and drama as well as technology and design. The school is certified by Cambridge International Examinations, which allows students to take the International General Certificate of Secondary Education (IGCSE) exams at the age of 16. The IGCSE exam subjects include English, mathematics, literature studies, geography, history, enterprise, global perspectives, French,

 

“Our school has a strong focus on inquiry- based learning, and we want to German, biology, chemistry and physics. “Many of our students who wish to pursue an international high school education opt for the International Baccalaureate at Nyborg Gymnasium. IGCSEs open many doors for our students as they are globally recognized international qualifications, which is a necessity for families who rely on education that allows for international mobility,” Skaanes-Allo explains.

 

“Odense International School’s own students, their parents and the children at Henriette Hørlücks school thrive in each other’s company. Prospective students and their families are welcome to contact us and arrange a tour of the school and a chat about our educational offer. We promise a warm welcome and aim to help new students and families settle in well in our community,” the school head concludes.

 

 

 

 

Disciplin, vanvid og varm humor


Fyns Amts Avis Af Iben Friis Jensen.

Alt er tilladt - bare ikke at kede sig, lyder skoleforstander Johannes Jørgensens motto for den private Henriette Hørlücks Skole, der ligger i Odense, men har elever fra hele Fyn.
 
Lærer Larsen klarede ikke et nyt skoleår. I et anfald af desperation røg han helt op under taget, og nu stritter blot hans bare dukkeben ud fra det hvidtede loft over trappen på Henriette Hørlücks Skolen i Odense.
 
Den skole kræver sine ofre. Ikke bare af lærerne - også af eleverne. Og i særlig grad af forældrene, som ikke får lov til at bede børnene fri, fordi skituren er billigere uden for skoleferien eller til at invitere til børnefødselsdag på McDonalds, fordi det er nemmere. Og som absolut ikke kan undskylde sig og henvise børnene til fritidshjem efter skoletid. Er der ikke tid til børnene derhjemme om eftermiddagen, er der heller ikke plads på Henriette Hørlücks Skole - siger skoleforstander Johannes Jørgensen. Og ingen bestyrelse kan sige ham imod. Han ejer nemlig selv skolen - den sidste rigtigt private i Danmark. Så privat, at det er Johannes Jørgensens ideer om pædagogik, der er de bærende, og hans personlige indretningssmag, der giver skolen sit umiskendelige særpræg.
 
Derfor ligner hvert skolelokale en hjemmets dagligstue, der vakler mellem at etablere sig som stiligt kunstmuseum eller som rodet marskandiserbutik. Ikke en krog på skolen - end ikke toiletterne med marmorvaske og engelske messingvandhaner - tangerer bare tilnærmelsesvis en typisk, standardiseret dansk børneinstitution.
Henriette Hørlücks Skole er simpelthen på alle måder en bizar blanding af disciplinær opdragelse, kulturel klassisk dannelse, rablende vanvid og varm humor. Tidløs i sine ubesværede hop mellem det gammeldags, meget traditionelle og det meget moderne, eksperimenterende. Tidsnok til at vide, hvornår det ene er påkrævet og det andet overflødigt. Som Tais fra 10. klasse udtrykker det: "Skolen er som for tyve år siden. Men den er også den samme om tyve år." Det lever man godt med. Både elever, forældre og lærere. Også skønt der blandt lærerne er flere end Larsen, som er bukket under for Johannes Jørgensens spøgefuldheder. Om de to voksmannequiner, der har fået deres ydmyge plads på den øverste af anneksets altaner ud mod Slotsvænget, siger den lune, men agtværdige habitklædte skoleforstander: "De passede ikke deres job ordentligt, så vi udstoppede dem!" Deres brøde var den værste, som kan begås på Johannes Jørgensens skole. De var kedelige.
Johannes Jørgensen giver derimod glade pluskarakterer til læreren som siger til sine elever: "Tag kun en madpakke med på mandag. Vi bruger dagen på en pudekamp hjemme i min garage" - eller til den undervisning, som har hentet underholdende inspiration i den dagligdag, som ligger et par skridt fra skolegården...togrejsen, supermarkedet, hjemmelivet, søndagens prædiken, biografen eller teaterstykket.
"I gamle dage var nederste del af skolernes vinduer ofte kalket til, så eleverne blev tvunget til at holde koncentrationen ved læreren. Det, der skete i klassen kunne altså ikke konkurrere med virkeligheden uden for vinduerne", siger Johannes Jørgensen som forklaring på sin næsten maniske tanke om den daglige underholdning og det fortsatte sansebombardement. Samtidig er oplevelseskravet argumentet for, hvorfor skolen er én stor sammensurium af antikt legetøj og dukkedele, af gamle telefoner, kælke, cykler, gipsbuster, skrivemaskiner, sjældne musikinstrumenter og flagermuslygter i hobetal. Foruden naturligvis original-kunsten, de guldindrammede børnetegninger og de plakater, som udsmykker klasselokalerne efter elevernes eget valg. Picasso, Ferdinand Leger, Miro, Kurt Trampedach eller Andy Warhol. Klassen bestemmer selv, hvilken kunstner, de vil studere, mens de opdrages som fremtidens kunstforbrugere. Øjet får bestemt sin broderpart af sanseoplevelsen. Men også øret får sit - både til den obligatoriske morgensang, hvor der foruden salmesang og fadervor også er lejlighed til at stifte bekendtskab med dagens musik, som spænder fra denne morgens Purcell til Bruce Springsteen.
 
Selvfølgelig skal også hjernen have noget at tumle med, så Henriette Hørlücks Skole er ambitiøse forældres fæstningsværk mod folkeskolens dalende niveau. Her i de tre røde murstensborge tæller indlæringen: Engelskundervisningen starter i første - ligesom edb-flaget. Fra fjerde er der fransk på skemaet. I syvende kommer tysk med. "At lære sprog så tidligt, handler også om et mere afslappet forhold til et andet lands kropssprog, mimik og udtale", siger en mor, der for anden gang har valgt Henriette Hørlücks Skolen som den bedste. Både til sin store søn, som afsluttede 10. klasse før sommerferien, og nu til sit yngste barn, der netop er startet i børnehaveklassen. Og skønt Johannes Jørgensen over for forældrene insisterer på, at hverken de eller børnene må være for ivrige efter at lære noget for hurtigt, går skolen alligevel i gang med lærdommen allerede fra børnehaveklassen. De får sågar lektier for!
"Men kun så længe, de selv gerne vil", siger lærer Lone Jensen fra børnehaveklasselokalet, hvor en lille pinkfarvet blomst på hvert bord er med til at få eleverne til at føle sig velkomne og hjemmevante.
"Børn er så opsat på at lære, at de både øver bogstaver og tal i børnehaveklassen", siger Johannes Jørgensen, men tilføjer så, at der dog er vigtigere kvaliteter end at kunne fremmedsprog - nemlig at tale hjertets sprog. Eller helt enkelt: at være en god kammerat... at holde skolens hoveddør for de andre elever... at låne blyanten ud til sidekammeraten... at hjælpes ad.
Men også almindelig høflighed og god borgerlig opførsel er en del af skolens hverdag. Johannes Jørgensens teori er, at hvis skolen ligner et hjem, så mindskes trangen til hærværk og svineri. Derhjemme hos mor og far snitter selv den værste bølle vel ikke obskøne tegninger i spisebordet, ligesom selv det største rodehoved nok bestræber sig på at ramme skraldespanden frem for køkkengulvet, når madresterne skal smides ud. Samme tendens er svær at få øje på i f.eks. folkeskolen, hvor den daglige rengøring - betalt af det offentlige - bruger timer på at fjerne tyggegummi, væg-graffitti og gamle æggemadder. På Henriette Hørlücks Skolen derimod, får selv de store kongelige vaser lov at blive stående på deres plads i vindueskarmen, og Johannes Jørgensen er ikke fri for at være lidt stolt, når han peger på de mange udstillingsmontrer, som ganske visk skærmer de mest kostbare kunstgenstande bag glas, men som ikke desto mindre altid står ulåste. Og tyveri? Ikke her!
"Engang havde jeg den tanke, at børnene herfra skulle gå ud i verden med et særligt Hørlück-præg", klukker Johannes Jørgensen. "Men alle eleverne bærer jo hjemmets præg. I uhyggelig grad. Så nu håber jeg på, at enhver tager det bedste med hjemmefra, og at vi her på skolen kan styrke hver deres kendetegn." På samme måde håber han, at forældrene vil vænne sig til at lede efter den individuelle skoleløsning for deres barn. "Når du skal købe en trøje, farer du byen rundt for at finde den rigtige facon, den rigtige farve og den rigtige pris. Sådan burde det også være, når man skal vælge skole."