Slotsvænget 1-3 & 4

5000 Odense C

Kristeligt Dagblad fredag den 23. september 2016

Når blikket møder kunsten, flyder tankerne

Af Nanna Schelde, 

 

Skoleleder på den private Henriette Hørlücks Skole i Odense, Henrik N. Jørgensen, bruger hver sommer nogle uger på at supplere og omrokere på skolens gigantiske samling af kunst og finurligheder. Den visuelle inspiration er en ekstra gave til eleverne

 

For 25 år siden købte den daværende leder af Henriette Hørlücks Skolen i Odense nogle store Royal Copenhagen-vaser og placerede dem i vindueskarmene i den sal, hvor der dagligt var morgensamling med hundredevis af børn. Indkøbet var taktisk, udtænkt som en form for test, for hvor længe ville der gå, før de skrøbelige porcelænsvaser ville havne på gulvet i tusind stykker? Svaret er, at vaserne står der endnu, helt intakte. Og det er netop pointen. Selv børn i 0. klasse kan sagtens både administrere og ikke mindst nyde godt af at gå i en skole, der er indrettet smukt med kunst og antikviteter.

Det er nuværende leder af skolen, 59-årige Henrik N. Jørgensen, der fortæller historien om vaseeksperimentet. Han har stået i spidsen for Henriette Hørlücks siden 1998, hvor han overtog skolen efter sin far.

”Indretter man en skole som en gummicelle, behandler børnene den derefter. Når nogen gider tænke på at indrette stedet med smukke ting, så tager de til gengæld hensyn. Det bliver næsten som at færdes i et hjem for dem, og det er meget sjældent, at noget bliver ødelagt. Det fattigste ved mange institutioner og skoler i dag er, at det skal være hærværkssikret det hele. Når alt er lavet i stål kalder det nærmest på, at nogen tester, hvor længe det kan holde.”

Henrik N. Jørgensen er cand. mag. i kunsthistorie og dansk og arbejdede i reklamebranchen, inden han sagde ja til at efterfølge sin far som skoleleder. Dermed kunne han også fortsætte det arbejde, hans far allerede var begyndt på, med at tilføre skolen kunst og farver. Skolen blev grundlagt i 1870, og har i dag 590 elever. 120 af dem går på en international linje.  

Overalt hvor blikket hviler, er der glasmontrer med gammelt legetøj, skæve skulpturer, udstoppede dyr, emaljeskilte, malerier, plakater og nips. Og skoletoiletterne, ej at forglemme, har marmorhåndvaske og smukke armaturer i messing. I den før omtalte fællessal er loftet sågar inddraget til ophængning af kunstplakater. Her sidder to piger lige nu og arbejder på en skoleopgave

”Både børn og voksne kender vel til at sidde til en forelæsning eller et foredrag og blive distraheret. Tankerne flyver, blikket flakker, man kigger måske op i loftet, og hvis man så bare møder en hvid væg eller et hvidt loft, stopper alt. Jeg ønsker, at deres øjne skal møde noget, der sætter tanker i gang. Der skal være et godt alternativ, til når man en gang imellem mister koncentrationen.”    

 

Henrik N. Jørgensen kalder selv udsmykningen for ”skolens tapet”. Han arrangerer ikke guidede ture, hvor børnene bliver overhørt i den spanske maler Tàpies eller en af de mange andre repræsenterede kunstnere fra både nutid og fortid. Inspirationen ligger der som en mulighed. Det er dog ikke usædvanligt, at en del af skolens udsmykning bliver brugt, når eleverne for eksempel skal finde en idé til stileskrivningen. I et hjørne hænger en samling Mona Lisa-efterligninger, og et andet sted er en hel væg er dekoreret med sider fra fotobogen ”1000 familier”, som forlaget Taschen udgav i år 2000. Billederne i bogen portrætterer familier fra hele verden.

”Det er en fantastisk bog at tale ud fra, for eksempel i dansk. Ved at bruge bogen som tapet bliver det meget tydeligt, hvor forskellige og mangfoldige vi mennesker er, og det er et godt udgangspunkt for en god snak. Kunsten her er et gratis tilbud, som næsten kommer ind med modermælken.”

Han står personligt for at hjembringe størstedelen af kunsten og inventaret til skolen. Hver gang han rejser, kigger han efter nyt, og i løbet af sommerferien bruger han gerne et par uger på at rokere rundt på værkerne, så vægge og rum fremstår anderledes og formentlig kan inspirere på ny. Lige med undtagelse af borde og stole i klasseværelserne er alt inventar købt brugt. Tunge skriveborde i massivt træ og velpolstrede øreklapstole tilfører sammen med gamle skrivemaskiner den rigtige ånd til skolens bibliotek, mener skolelederen. Hans filosofi er, at så længe eleverne både igennem undervisningen og udsmykningen bliver præsenteret for stor mangfoldighed, så vil de også selv være stolte af, hvem de er.

”Børn er meget rummelige. Vi forsøger på ikke at hugge dem for meget til. Skolen skal ikke være en pølsefabrik, hvor de børn, der ikke er gode til fodbold bruger det meste af timen på at grue for frikvarteret. Her kan man sagtens være hende, der er rigtig dygtig til at spille harpe og så stadig være en del af fællesskabet,” siger Henrik N. Jørgensen.

 

Skolen er vokset over tid, så nu bliver der også undervist i de tilstødende bygninger, der blandt andet tæller en tidligere badeanstalt. Her ligger billedkunstlokalerne, hvor man kan sidde og lave lerskulpturer i det tidligere koldtvandsbassin.

”Jeg synes faktisk, at det er de bygninger, der ikke er bygget til at være skole, der fungerer bedst, fordi det er et eventyr at gå på opdagelse i rummene. Børn søger altid mod hulerne, hvor der er mulighed for at gemme sig, og det er der i den grad her,” siger Henrik N. Jørgensen.

Udover kunst bliver eleverne også introduceret til mange forskellige former for musik. Også klassisk musik som Wagner og en sjælden gang kinesisk opera. 

”Min ambition er, at eleverne her får noget med udover fagene. Matematik kan være dødssygt i sig selv, men hvis man ser det for eksempel i sammenhæng med den geometriske kunst, så får matematikken en medværdi og også en historisk relation.”

”Jeg kan mærke, hvordan eleverne som de bliver ældre får et andet forhold til kunsten og får en særlig interesse for bestemte værker. Pludselig opdager de et motiv i et maleri. Og jeg vil sige, at hvis de efter endt skolegang her har et særligt forhold til bare ét værk, som de siden vil blive ved med at tænke tilbage på, ja, så er målet nået.”  

 

 

Min lykkelige barndom


Uddrag fra Jens Kruuses bog "Min lykkelige barndom"..

...."Andre kunne have vanskeligt ved at forestille sig Dronning Victoria. Vi, der gik på frøken Hørlück, var ikke i tvivl."
 
...."Jeg gik i frøken Hørlücks skole. Der var kun 5 klasser. Alle drenge, der gik i den skole, kom op i latinskolens første mellem. Ganske vist var der prøver, men fra frøken Hørlücks skole nærede man ingen tvivl om sin skæbne. Man blev optaget.
Mine store brødre havde gået i skolen. Pigerne gik naturligvis hos frøken Winteler. Da jeg skulle døbes, fortalte mor, sagde min bror Jørgen, som da var 9 år: - Med det navn (Jens) kan han ikke komme i frøken Hørlücks skole."
 
...."I frøken Hørlücks skole havde første klasse lov at vælge morgensang, hvis de havde fødselsdag. Det var min fødselsdag den 6. april, og den faldt i påsken. (…) Og da jeg var i skole igen sagde frøken Hørlück, at Jens jo havde haft fødselsdag i påsken, og hun havde hørt, at han havde været så flink… og derfor, da ingen anden dreng i første klasse havde fødselsdag, skulle Jens i dag - det måtte vel have været midt i april og foråret spirede i mit sind og solen spillede ind over den lille morgensangsal i første etage - have lov at vælge morgensang, og alle så forventningsfulde på mig, og hr. Toft (en berømt komponist, Alfred Toft) sad ved klaveret og så mod mig med løftet hånd, og han havde hvidt fipskæg, og jeg sagde: Velkommen igen, Guds engle små. Så lo de alle sammen, og så sang vi i alle de riger og lande og siden har jeg afskyet den sang, skønt jeg elskede Ingemanns romaner."
 
...."Vi fik i femte klasse karakterer hver time, ja måske hvert minut, og bog med hjem hver lørdag. I den var opført hvilket nummer vi var af 20 eller hvor mange vi nu var. Og alle karakterer blev hver lørdag morgen sirligt skrevet op på tavlen i klassen. Øverst stod næsten altid Jan Schousboe eller Jørgen Bent Hansen eller Jørgen Budtz-Jørgensen. Jeg var gerne lidt over eller under midten…
En uge måtte Jan og Jørgen og Jørgen have været syge, og alt må have formet sig på en vidunderlig måde. Jeg stod som nr. 1 deroppe.
Dagen igennem så jeg og så på den tavle. Jeg glemmer den ikke, aldrig. Jeg længtes til sidste time. I frikvartererne gik jeg drømmende om og ventede.
Frøken Hørlück så på tavlen. - Jens Kruuse!! sagde hun. Jeg vidste, at jeg var helt rød i hovedet og jeg så ned i pulten og lod som jeg ikke var der. Det var jeg heller ikke. Jeg var i himlen. - Det, sagde frøken Hørlück derefter, er den laveste gennemsnitskarakter nogen dreng nogensinde er blevet nummer ét med.
Far fik vist aldrig set det nr. 1, som dog stod i karakterbogen. Han havde for travlt eller var ude og rejse. Men mor smilede meget kærligt, og jeg turde ikke betro hende, hvilken elendighed det egentlig var.
Sommetider kunne jeg nemlig få den tanke, at hun kun havde mig at holde sig til."
 
...."Skolen var overmåde regulær og ganske uden moderne tanker, friskoledrømmeri eller psykologisk forståelse. Vi fik ikke mange klø, kun raske rap over fingrene med en lineal. Vi måtte ikke få blæk på fingrene, når vi med de fine Chr. IX-penne havde skrivning. Det medførte rap over fingrene. Jeg blev hårdhudet. Og blæksort.
Vi skulle simpelthen lære. Alle Danmarks byer. Alle stavningens regler. Hele grammatikken. Hele Danmarkshistorien. Hele bibelhistorien. Alle regnebøgerne. Værsgo, ingen slinger i valsen, lige på og hårdt, det var uden problemer, vi havde bare at kunne tingene."
 
...."Skolen var vidunderlig. Vores historiske sans blev styrket af en prægtig lærerinde, som hed Marie Møller. Hun havde sat hele Danmarkshistorien på vers. Jeg følte dyb sorg, da jeg hjemme fremsagde verset om Dannevirke og far udtalte: - Sådan et hysterisk fruentimmer, det er sgu´ en af de typer, der ikke kan se en rød sodavand uden at tænke på Dybbøl."