Slotsvænget 1-3 & 4

5000 Odense C

Kristeligt Dagblad fredag den 23. september 2016

Når blikket møder kunsten, flyder tankerne

Af Nanna Schelde, 

 

Skoleleder på den private Henriette Hørlücks Skole i Odense, Henrik N. Jørgensen, bruger hver sommer nogle uger på at supplere og omrokere på skolens gigantiske samling af kunst og finurligheder. Den visuelle inspiration er en ekstra gave til eleverne

 

For 25 år siden købte den daværende leder af Henriette Hørlücks Skolen i Odense nogle store Royal Copenhagen-vaser og placerede dem i vindueskarmene i den sal, hvor der dagligt var morgensamling med hundredevis af børn. Indkøbet var taktisk, udtænkt som en form for test, for hvor længe ville der gå, før de skrøbelige porcelænsvaser ville havne på gulvet i tusind stykker? Svaret er, at vaserne står der endnu, helt intakte. Og det er netop pointen. Selv børn i 0. klasse kan sagtens både administrere og ikke mindst nyde godt af at gå i en skole, der er indrettet smukt med kunst og antikviteter.

Det er nuværende leder af skolen, 59-årige Henrik N. Jørgensen, der fortæller historien om vaseeksperimentet. Han har stået i spidsen for Henriette Hørlücks siden 1998, hvor han overtog skolen efter sin far.

”Indretter man en skole som en gummicelle, behandler børnene den derefter. Når nogen gider tænke på at indrette stedet med smukke ting, så tager de til gengæld hensyn. Det bliver næsten som at færdes i et hjem for dem, og det er meget sjældent, at noget bliver ødelagt. Det fattigste ved mange institutioner og skoler i dag er, at det skal være hærværkssikret det hele. Når alt er lavet i stål kalder det nærmest på, at nogen tester, hvor længe det kan holde.”

Henrik N. Jørgensen er cand. mag. i kunsthistorie og dansk og arbejdede i reklamebranchen, inden han sagde ja til at efterfølge sin far som skoleleder. Dermed kunne han også fortsætte det arbejde, hans far allerede var begyndt på, med at tilføre skolen kunst og farver. Skolen blev grundlagt i 1870, og har i dag 590 elever. 120 af dem går på en international linje.  

Overalt hvor blikket hviler, er der glasmontrer med gammelt legetøj, skæve skulpturer, udstoppede dyr, emaljeskilte, malerier, plakater og nips. Og skoletoiletterne, ej at forglemme, har marmorhåndvaske og smukke armaturer i messing. I den før omtalte fællessal er loftet sågar inddraget til ophængning af kunstplakater. Her sidder to piger lige nu og arbejder på en skoleopgave

”Både børn og voksne kender vel til at sidde til en forelæsning eller et foredrag og blive distraheret. Tankerne flyver, blikket flakker, man kigger måske op i loftet, og hvis man så bare møder en hvid væg eller et hvidt loft, stopper alt. Jeg ønsker, at deres øjne skal møde noget, der sætter tanker i gang. Der skal være et godt alternativ, til når man en gang imellem mister koncentrationen.”    

 

Henrik N. Jørgensen kalder selv udsmykningen for ”skolens tapet”. Han arrangerer ikke guidede ture, hvor børnene bliver overhørt i den spanske maler Tàpies eller en af de mange andre repræsenterede kunstnere fra både nutid og fortid. Inspirationen ligger der som en mulighed. Det er dog ikke usædvanligt, at en del af skolens udsmykning bliver brugt, når eleverne for eksempel skal finde en idé til stileskrivningen. I et hjørne hænger en samling Mona Lisa-efterligninger, og et andet sted er en hel væg er dekoreret med sider fra fotobogen ”1000 familier”, som forlaget Taschen udgav i år 2000. Billederne i bogen portrætterer familier fra hele verden.

”Det er en fantastisk bog at tale ud fra, for eksempel i dansk. Ved at bruge bogen som tapet bliver det meget tydeligt, hvor forskellige og mangfoldige vi mennesker er, og det er et godt udgangspunkt for en god snak. Kunsten her er et gratis tilbud, som næsten kommer ind med modermælken.”

Han står personligt for at hjembringe størstedelen af kunsten og inventaret til skolen. Hver gang han rejser, kigger han efter nyt, og i løbet af sommerferien bruger han gerne et par uger på at rokere rundt på værkerne, så vægge og rum fremstår anderledes og formentlig kan inspirere på ny. Lige med undtagelse af borde og stole i klasseværelserne er alt inventar købt brugt. Tunge skriveborde i massivt træ og velpolstrede øreklapstole tilfører sammen med gamle skrivemaskiner den rigtige ånd til skolens bibliotek, mener skolelederen. Hans filosofi er, at så længe eleverne både igennem undervisningen og udsmykningen bliver præsenteret for stor mangfoldighed, så vil de også selv være stolte af, hvem de er.

”Børn er meget rummelige. Vi forsøger på ikke at hugge dem for meget til. Skolen skal ikke være en pølsefabrik, hvor de børn, der ikke er gode til fodbold bruger det meste af timen på at grue for frikvarteret. Her kan man sagtens være hende, der er rigtig dygtig til at spille harpe og så stadig være en del af fællesskabet,” siger Henrik N. Jørgensen.

 

Skolen er vokset over tid, så nu bliver der også undervist i de tilstødende bygninger, der blandt andet tæller en tidligere badeanstalt. Her ligger billedkunstlokalerne, hvor man kan sidde og lave lerskulpturer i det tidligere koldtvandsbassin.

”Jeg synes faktisk, at det er de bygninger, der ikke er bygget til at være skole, der fungerer bedst, fordi det er et eventyr at gå på opdagelse i rummene. Børn søger altid mod hulerne, hvor der er mulighed for at gemme sig, og det er der i den grad her,” siger Henrik N. Jørgensen.

Udover kunst bliver eleverne også introduceret til mange forskellige former for musik. Også klassisk musik som Wagner og en sjælden gang kinesisk opera. 

”Min ambition er, at eleverne her får noget med udover fagene. Matematik kan være dødssygt i sig selv, men hvis man ser det for eksempel i sammenhæng med den geometriske kunst, så får matematikken en medværdi og også en historisk relation.”

”Jeg kan mærke, hvordan eleverne som de bliver ældre får et andet forhold til kunsten og får en særlig interesse for bestemte værker. Pludselig opdager de et motiv i et maleri. Og jeg vil sige, at hvis de efter endt skolegang her har et særligt forhold til bare ét værk, som de siden vil blive ved med at tænke tilbage på, ja, så er målet nået.”  

 

 

Minder fra Henriette Hørlücks Skole...




"De kunne vel ikke fortælle mig vejen til Henriette Hørlücks Skole?"
"Jo, selvfølgelig. Jeg skal for øvrigt netop derhen for at hente mit barnebarn. Vi skal først ned ad Kongensgade - der lå skolen i de allerførste år i baggården til nr. 25. Senere flyttede den så hen til Kongensgade 64. Så går vi til højre ad Østre Stationsvej, ned ad Hans Tausensgade og her ligger Slotsvænget, som engang var Odense Slots køkkenhave. Nede for enden ligger tre bygninger. Det er Henriette Hørlücks Skole."
"Tusind tak for hjælpen. Farvel."
 
Eller:
 
"De kunne vel ikke fortælle mig vejen til Henriette Hørlücks Skole?"
"Hvad kalder du skolen?"
"Hørlücks…"
"Har aldrig hørt om den - skulle den ligge her i Odense?"
 
 
"Nå, og hvad synes du så om at gå på Hørlücks Skole, lille ven?"
"Åh, ved De hvad, der kan siges både for og imod."
Elev til voksen i 1969
 
 
"Morgensangen begynder. Her er danske børn og udenlandske børn, lærerne er også internationale og med forskellig baggrund. Denne morgen er der 40 grader i salen.
Børnene er forventningsfulde, og der er premiere-panik. Brandspanden er væltet, gulvet flyder med vandet, og effektive mødrenumser er på højkant for at klare situationen. Børnene synger, så taget løfter sig. Fadervor fremsiges stærkt med fynd og klem, som var det et Halfdan Rasmussen vers, og så begynder ugens morgenunderholdning.
Det her er totalteater, og man må bare give sig hen i oplevelserne. Lille Frits bliver løftet op på klaveret og fortæller en indviklet selvdigtet historie. Han er så sikker, som var han bestyrelsesformand i ØK og bliver løftet ned under bragende klapsalver."
Jane Åmund i Berlingske Tidende d. 29. august 1993
 
"Den dag vi kommer til at ligne andre skoler, lukker vi!"
Artikel i "Vores børn" 1994
 
"I min skoletid oplevede vi, at de nederste vinduer i klasseværelset var kalket til. Man regnede ganske enkelt ikke med, at skolens indre og undervisningen kunne hamle op med det, der skete uden for vinduet. Det kunne det heller ikke, og sådan skulle det ikke være på Henriette Hørlücks skole. Derfor gik vi i gang med at samle på ting, som børnene kan have oplevelser af… Man er ligesom usårlig, hvis man får nogle kunstneriske oplevelser at stå imod med. Det er noget i retning af: Kom bare an, jeg har Beethovens 9. i hovedet. Børnene skal lære, at kunst er en livsnødvendighed. Uden kunsten er livet tomt - det er den, man skal leve af og på."
Artikel i "Vores børn" 1994
 
"Et stort hjem i dag, er et hjem, hvor man kalkulerer med tid til børnene"
Jane Åmund i Berlingske Tidende d. 29. august 1993
 
Uddrag af kontaktbøgerne
 
Til Sørens forældre
"Deres søn Søren kan ikke læse…"
Med venlig hilsen Marie Møller
 
Kære frk. Møller
"Vil De være venlig at lære ham det?"
Med venlig hilsen Sørens far
 
 
Til Sofies forældre
"Deres datter lærer aldrig at låne"
Med venlig hilsen Inga Østerby
 
Kære frk. Østerby
"Mon ikke?"
Med venlig hilsen Sofies forældre