Slotsvænget 1-3 & 4

5000 Odense C

Kristeligt Dagblad

Når blikket møder kunsten, flyder tankerne

Af Nanna Schelde, 

 

Skoleleder på den private Henriette Hørlücks Skole i Odense, Henrik N. Jørgensen, bruger hver sommer nogle uger på at supplere og omrokere på skolens gigantiske samling af kunst og finurligheder. Den visuelle inspiration er en ekstra gave til eleverne

 

For 25 år siden købte den daværende leder af Henriette Hørlücks Skolen i Odense nogle store Royal Copenhagen-vaser og placerede dem i vindueskarmene i den sal, hvor der dagligt var morgensamling med hundredevis af børn. Indkøbet var taktisk, udtænkt som en form for test, for hvor længe ville der gå, før de skrøbelige porcelænsvaser ville havne på gulvet i tusind stykker? Svaret er, at vaserne står der endnu, helt intakte. Og det er netop pointen. Selv børn i 0. klasse kan sagtens både administrere og ikke mindst nyde godt af at gå i en skole, der er indrettet smukt med kunst og antikviteter.

Det er nuværende leder af skolen, 59-årige Henrik N. Jørgensen, der fortæller historien om vaseeksperimentet. Han har stået i spidsen for Henriette Hørlücks siden 1998, hvor han overtog skolen efter sin far.

”Indretter man en skole som en gummicelle, behandler børnene den derefter. Når nogen gider tænke på at indrette stedet med smukke ting, så tager de til gengæld hensyn. Det bliver næsten som at færdes i et hjem for dem, og det er meget sjældent, at noget bliver ødelagt. Det fattigste ved mange institutioner og skoler i dag er, at det skal være hærværkssikret det hele. Når alt er lavet i stål kalder det nærmest på, at nogen tester, hvor længe det kan holde.”

Henrik N. Jørgensen er cand. mag. i kunsthistorie og dansk og arbejdede i reklamebranchen, inden han sagde ja til at efterfølge sin far som skoleleder. Dermed kunne han også fortsætte det arbejde, hans far allerede var begyndt på, med at tilføre skolen kunst og farver. Skolen blev grundlagt i 1870, og har i dag 590 elever. 120 af dem går på en international linje.  

Overalt hvor blikket hviler, er der glasmontrer med gammelt legetøj, skæve skulpturer, udstoppede dyr, emaljeskilte, malerier, plakater og nips. Og skoletoiletterne, ej at forglemme, har marmorhåndvaske og smukke armaturer i messing. I den før omtalte fællessal er loftet sågar inddraget til ophængning af kunstplakater. Her sidder to piger lige nu og arbejder på en skoleopgave

”Både børn og voksne kender vel til at sidde til en forelæsning eller et foredrag og blive distraheret. Tankerne flyver, blikket flakker, man kigger måske op i loftet, og hvis man så bare møder en hvid væg eller et hvidt loft, stopper alt. Jeg ønsker, at deres øjne skal møde noget, der sætter tanker i gang. Der skal være et godt alternativ, til når man en gang imellem mister koncentrationen.”    

 

Henrik N. Jørgensen kalder selv udsmykningen for ”skolens tapet”. Han arrangerer ikke guidede ture, hvor børnene bliver overhørt i den spanske maler Tàpies eller en af de mange andre repræsenterede kunstnere fra både nutid og fortid. Inspirationen ligger der som en mulighed. Det er dog ikke usædvanligt, at en del af skolens udsmykning bliver brugt, når eleverne for eksempel skal finde en idé til stileskrivningen. I et hjørne hænger en samling Mona Lisa-efterligninger, og et andet sted er en hel væg er dekoreret med sider fra fotobogen ”1000 familier”, som forlaget Taschen udgav i år 2000. Billederne i bogen portrætterer familier fra hele verden.

”Det er en fantastisk bog at tale ud fra, for eksempel i dansk. Ved at bruge bogen som tapet bliver det meget tydeligt, hvor forskellige og mangfoldige vi mennesker er, og det er et godt udgangspunkt for en god snak. Kunsten her er et gratis tilbud, som næsten kommer ind med modermælken.”

Han står personligt for at hjembringe størstedelen af kunsten og inventaret til skolen. Hver gang han rejser, kigger han efter nyt, og i løbet af sommerferien bruger han gerne et par uger på at rokere rundt på værkerne, så vægge og rum fremstår anderledes og formentlig kan inspirere på ny. Lige med undtagelse af borde og stole i klasseværelserne er alt inventar købt brugt. Tunge skriveborde i massivt træ og velpolstrede øreklapstole tilfører sammen med gamle skrivemaskiner den rigtige ånd til skolens bibliotek, mener skolelederen. Hans filosofi er, at så længe eleverne både igennem undervisningen og udsmykningen bliver præsenteret for stor mangfoldighed, så vil de også selv være stolte af, hvem de er.

”Børn er meget rummelige. Vi forsøger på ikke at hugge dem for meget til. Skolen skal ikke være en pølsefabrik, hvor de børn, der ikke er gode til fodbold bruger det meste af timen på at grue for frikvarteret. Her kan man sagtens være hende, der er rigtig dygtig til at spille harpe og så stadig være en del af fællesskabet,” siger Henrik N. Jørgensen.

 

Skolen er vokset over tid, så nu bliver der også undervist i de tilstødende bygninger, der blandt andet tæller en tidligere badeanstalt. Her ligger billedkunstlokalerne, hvor man kan sidde og lave lerskulpturer i det tidligere koldtvandsbassin.

”Jeg synes faktisk, at det er de bygninger, der ikke er bygget til at være skole, der fungerer bedst, fordi det er et eventyr at gå på opdagelse i rummene. Børn søger altid mod hulerne, hvor der er mulighed for at gemme sig, og det er der i den grad her,” siger Henrik N. Jørgensen.

Udover kunst bliver eleverne også introduceret til mange forskellige former for musik. Også klassisk musik som Wagner og en sjælden gang kinesisk opera. 

”Min ambition er, at eleverne her får noget med udover fagene. Matematik kan være dødssygt i sig selv, men hvis man ser det for eksempel i sammenhæng med den geometriske kunst, så får matematikken en medværdi og også en historisk relation.”

”Jeg kan mærke, hvordan eleverne som de bliver ældre får et andet forhold til kunsten og får en særlig interesse for bestemte værker. Pludselig opdager de et motiv i et maleri. Og jeg vil sige, at hvis de efter endt skolegang her har et særligt forhold til bare ét værk, som de siden vil blive ved med at tænke tilbage på, ja, så er målet nået.”  

 

 

Scan Magazine | Special Theme | Study in Denmark|

An international, homely and quirky

learning environment

By Ndéla Faye | Photos: Odense International School

 

Odense International School provides internationally recognized primary and secondary education for students aged five to 16. With over 40 nationalities represented, cultural diversity is at the heart of the school. The school’s holistic approach to learning encourages children’s natural curiosity while supporting personal development across platforms such as sports, performing arts, charity work and Model United Nations

 

Odense is a rapidly growing city and one of Europe’s biggest robotics hubs, with a highly skilled, international workforce. “The international school has naturally grown out of the existing emphasis on language learning and global perspectives. We celebrate differences, encourage multilingualism and nurture a school community that has a proven track record of being welcoming and including,” says Johanne Skaanes-Allo, head of the school. 

 

Diversity is a gift 

Odense International School is based alongside a Danish mother school, Henriette Hørlücks School, established in 1870. “We have one campus and two systems,” explains Skaanes-Allo. 

 

There are currently 48 different languages spoken by the students and teachers, so it is clear that the school is very multicultural. This diversity provides the community with a wealth of learning opportunities and allows for a sense of authenticity whether the students are studying geography, world religions or politics. The school community prizes curiosity and tolerance. Ultimately, the aim is to make everyone feel comfortable, valued and at home. Students in the Danish and international system enjoy each other’s company and promote community spirit through school sports, school dances, travel, art exhibitions, assemblies, French theatre festival and more. “We enjoy providing local Danish families with international networks and international families with local roots. We may have two curriculum systems, but we aim to be one school community,” Skaanes-Allo explains. 

 

Nurturing children’s natural curiosity and looking to the future 

“The beautiful red-brick school buildings are a little Hogwarts-esque,” Skaanes-Allo laughs. The quirky decorations inside the school help support the unique, slightly magical feel of the place, with artwork dotted around the hallways, and kayaks, bicycles and musical instruments dangling from the ceiling in the assembly hall. support students’ learning needs and nurture their natural curiosity,” says Skaanes-Allo. “The school collaborates with various local partners, among others a drone testing canter and educational robot developers. Students use LEGO robots to explore maths and science problems and learn the basics of programming. We are keen to teach our students about technology, not just because it’s such an important part of our city’s development, but because technology provides our students with a chance to explore and discover new solutions through thoughtful trials and errors in collaboration with their peers.” 

 

She adds: “As much as we want the next generation to be dynamic problem solvers and communicators, we also want them to get their hands dirty and play in the school garden or woods. There is a balance between teaching them to have a critical mind in a fast-paced, exciting world and giving them hands-on experiences.” 

 

She laughs and admits that children also sometimes daydream, so the school has taken the approach to lead them on a journey of learning and discovery as their minds wander. “Our classrooms are themed and decorated accordingly. For example, there is an Andy Warhol classroom, and a classroom decorated with African tribal art. Students are naturally active, creative and curious, and we want to encourage and nurture that curiosity,” she says. “We want to offer our students a variety of learning opportunities and keep things interesting while ensuring that they advance in literacy and numeracy as well.” 

 

The school’s core subjects are maths, English and science. Other subjects in primary school include French, Danish, sports, art, music and drama as well as technology and design. The school is certified by Cambridge International Examinations, which allows students to take the International General Certificate of Secondary Education (IGCSE) exams at the age of 16. The IGCSE exam subjects include English, mathematics, literature studies, geography, history, enterprise, global perspectives, French,

 

“Our school has a strong focus on inquiry- based learning, and we want to German, biology, chemistry and physics. “Many of our students who wish to pursue an international high school education opt for the International Baccalaureate at Nyborg Gymnasium. IGCSEs open many doors for our students as they are globally recognized international qualifications, which is a necessity for families who rely on education that allows for international mobility,” Skaanes-Allo explains.

 

“Odense International School’s own students, their parents and the children at Henriette Hørlücks school thrive in each other’s company. Prospective students and their families are welcome to contact us and arrange a tour of the school and a chat about our educational offer. We promise a warm welcome and aim to help new students and families settle in well in our community,” the school head concludes.

 

 

 

 

Her SKAL forældrene have tid


Berlingske Tidende Af Jane Åmund

Skoleleder Johannes Jørgensen ejer selv sin skole, den gamle Henriette Hørlücks Skole i Odense. Her findes Danmarks gladeste skolebørn, for her er det normalt at være unormal. Der hænger gyngeheste og voksmannequiner i loftet, og hver klasse har sin egen kunstudstilling
 
Skolens port har ikke en skramme. På et blankpudset messingskilt står: "Tak fordi du holdt døren". Skolen hedder Henriette Hørlücks Skole. Den ligger i Odense og er nok Danmarks mærkeligste private skole.
Skoleleder Johannes Jørgensen ejer selv sin skole. Han er i det hele taget en selvejer-type. En stor mand, som kunne spille Christian IV i "Elverhøj" uden besvær. Han har sans for dramatiske virkninger, er en god fortæller og ejer selv sine meninger og sine opdragelsesprincipper.
"Her på skolen har vi kridtet standpunkterne op. Børnene kan komme fra klokken 8 til klokken 15. Vi vil ikke have dem til halv seks. Vi vil have forældre, som har tid til deres børn.
Det har efter min mening ikke noget at gøre med, at man kommer fra et stort hjem, hvor der er råd til det. Et stort hjem i vore dage, det er et hjem, hvor man kalkulerer med tid til børnene", siger Johannes Jørgensen.
"Jeg synes, det er noget griseri i Grundtvigs og Kolds fædreland, at man kan behandle sine børn, sådan som det sker mange steder. Det er nemlig ikke altid af økonomiske årsager, at man ikke vil være hjemme hos sine børn. Det kan være af kedsomhed, og hvis man synes, at det er trist at være hjemme hos sine børn - og det er lige meget, om man er en han eller en hun - så skal man ikke have børn. Det synes jeg ikke." Johannes Jørgensen ser med et veloplagt feltherreblik over skrivebordet i skolens kontor.
 
Lej en mormor
De meninger er der mange unge forældre, som vil føle sig provokeret af?
"Det ved jeg godt. Men hos os vil vi ikke have børn, som ikke kan komme ind i deres hjem efter skoletid.
Vi bor i provinsen. Mange forældre lejer en mormor, eller der er måske store søskende, som kan se efter dem. Det sker også, at nogle slutter sig sammen i en nabo-ordning. Vi er privilegerede her på skolen; her er ikke forskel på han- og hunforældre. Alle hjælper. I gamle dage var det kun velstillede børn, som gik her. Det var helt naturligt for en af drengene at tro, at når vi bad Fadervor, så skulle den sidste sætning lyde: "Thi de riges er magten og æren i al evighed Amen". I dag har vi alle slags børn. Vi har både flygtningebørn og også fripladser. Det koster 750 kr. om måneden at gå her. Nogle familier har haft deres børn her i generationer."
 
Ambitionerne
Er Henriette Hørlücks skole ikke en skole, hvor forældrene har meget store ambitioner på børnenes vegne?
"Næh, forældrene er meget realistiske. Men det er mest bedsteforældrene, som gerne vil se børnebørnene som et spejl af sig selv.
Vi havde en morfar, som kom med sit barnebarn ved hånden. Han lignede fuldstændig morfaderen. Luften var bare lukket ud, og så sagde morfar: "Ja, her kommer jeg med mit barnebarn. Han kan allerede stave til radiator." Så så min kone på ham: "Kan han også lade være", sagde hun lige så stille. Jamen tænk sig at gå rundt på gaden og stave til radiator. Det er jo lige til indespærring!
Vi bruger humor og overraskelser her på skolen. Vi lægger vægt på individualismen. Det er normalt at være unormal. Mange børn oplever, at forældre og venner kan vende dem ryggen. Vore lærere prøver altid at være sådan over for børnene, at skolen aldrig vender dem ryggen. Det, der kan gøre mig mest ked af det, er, hvis jeg ser, at et barn ikke har nogen at lege med, for det er i frikvarteret, påvirkningen af samværet og kammeraterne skal ske. Der er selvfølgelig forældre, som har en anden indstilling, end jeg har. Det er der ikke noget at gøre ved. Man kan ikke være en slags svensknøgle, som kan tage alle skruer."
 
Blyindfattede ruder
"I en provinsby er man meget påpasselig med hensyn til, hvem man omgås. Forældrene går meget op i det, og det kan godt være, at nogle lærere, nogle klassekammerater ikke er deres kop te. De, der har blyindfattede ruder, kan godt lide at omgås med dem, der også har blyindfattede ruder. De, der gerne vil sparke dem ud, omgås dem, der også gerne vil sparke dem ud. Men man vil gerne have, at ens barn har den tolerance, man ikke selv kan effektuere."
Hvilken effekt har de forskellige tidsepoker haft på frøken Hørlücks skole?
"Det har ikke noget at gøre med de forskellige tidsepoker. Der er markante familier, som har en overlegenhed af åndelige egenskaber, noget som bærer dem igennem kriser og modgang, og der er familier, som er mere grumsede."
 
Velkommen
"Men ser man på den børneflok, som kommer her hver morgen, så kan man se, at de er sendt godt af sted hjemmefra. Er det ikke mærkeligt, at de forældre, som har for travlt i børnehaveklassen til at hilse på lærerne, til at interessere sig for børnene, de har også for travlt i 10. klasse?"
Skoleklokken ringer, og Johannes Jørgensen skrider ned ad trappen. Hans elever trænges om ham. "Gomårn Herr Jørgensen", lyder det på fynsk. Det er, som om de ser Vorherre selv. Store strålende smil. en lille pige rykker mig i ærmet: "Velkommen til skolen". En alvorlig dreng løber ud foran Johannes Jørgensen og hænger i hans arm. "Må jeg gerne recitere på engelsk til morgen?" "Ja, det må du godt, men kan du?" Drengen nikker og går med John Price-gang ind i sit klasseværelse for at memorere teksten.
 
Total-teater
Sikke en entusiasme?
Johannes Jørgensen smiler lidt genert: "En af de små piger sagde forleden: "Jeg ve' godt, hvad du he'er til fornavn. Du he'er Herr."
Børnene buldrer ned ad trappen til morgensang. I forhallen hænger en dukke i loftet, en skikkelse uden overkrop: "Det er en død lærer", siger Johannes Jørgensen forklarende. Børnene omkring ham nikker stolt og kigger på os for at se, hvilket indtryk meldingen gør. I sangsalen er der karruselheste og voksmannequiner, som svæver under loftet. Lamperne i børnehaveklassen er lavet af plasticspande. Her er farverigt og lige så skørt som det mystiske hus i Tivoli.
I vitriner og skabe er der gammelt legetøj. Skabene er ikke låst. "Vi har aldrig hærværk. Vi har ikke fået malet i 20 år, og der er aldrig nogen børn, som har stjålet af legetøjet", forklarer en lærer. I skabet ligger også en fransk bugtalerdukke. Hvert klasseværelse har sin egen scenografi og sin kunstudstilling på væggen, Léger, Picasso, balletbilleder og god, moderne dansk kunst.
Morgensangen begynder. Her er danske børn og udenlandske børn, lærerne er også internationale og med forskellig baggrund. Denne morgen er der 40 grader i salen. Børnene er forventningsfulde, og der er premiere-panik. Brandspanden er væltet, gulvet flyder med vandet, og effektive mødrenumser er på højkant for at klare situationen. Børnene synger, så taget løfter sig. Fadervor fremsiges stærkt med fynd og klem, som var det et Halfdan Rasmussen vers, og så begynder ugens morgenunderholdning. Det her er totalteater, og man må bare give sig hen i oplevelserne. Lille Frits bliver løftet op på klaveret og fortæller en indviklet selvdigtet historie. Han er så sikker, som var han bestyrelsesformand i ØK og bliver løftet ned under bragende klapsalver. Så kommer drengen, som ville recitere. Hans engelsklærers ører bliver røde, men han ånder lettet op, da verset er afleveret med perfekt accent.
Vi får også Tordenskjold med alle 25 vers fremført af en førsteklasser. Nu skal vi have ekstemporal-teater med verdenshistorien. Børnene jubler og farer rundt og spiller historiske epoker. Forældrene står med velvillige smil og flytter lidt på fødderne, når det ikke er deres barn, som optræder. Heldigvis har Johannes Jørgensen sans for timing. Han spørger den entusiastiske engelsklærer, om vi ikke kan springe et par århundreder over.
 
Straffen
Har børnene fået en indsprøjtning, eller er de på anden måde hjernevaskede?
Lærerne, som er samlet til kaffe og kanelkringle i haven, begynder at forklare om "skolens ånd". "Sådan er Jørgensen. Han og hans kone kender alle børnene ved navn. Børnene er sådan, fordi de ved, at man interesserer sig for dem. Selvfølgelig er det privilegerede børn, vi får. Men vi har set den samme effekt på flygtningebørnene. Mange af os er ikke seminarieuddannede. Vi er måske ikke så prægede af de almindelige pædagogiske traditioner. Vi har stor frihed til at undervise, som vi vil, og vi taler meget om børnene både sammen og med Jørgensen."
Hvad sker der, hvis man er uartig i dette paradis?
"Vi har haft to tilfælde inden for det sidste halve år. En dreng tegnede på nogle af vores malerier. Han blev bortvist i en uge. Men så er det overstået. Ingen, hverken elever eller lærere hentyder nogen sinde til hændelsen; de ved, at Jørgensen ville slå hårdt ned, hvis han hørte om det. I en anden klasse havde de væltet pelargonierne. Næste dag havde de ældste elever erstattet det dobbelte antal pelargonier. Det virkede. Det var en tavs reprimande fra de ældste."
Lærer Joyce Moseholm kommer fra Ghana: "Jeg havde en lille urolig dreng i min klasse i dag. "Hvad skal jeg gøre med dig, for at få dig til at være stille?" sagde jeg. "Jeg tror, at jeg enten binder dig, eller også kysser jeg dig." Han bøjede sig straks over sine farveblyanter og sad musestille. Joyce ler et stort hvidt smil, og børnene hiver hende ind i klassen.
Skoleleder Johannes Jørgensen og hans kone Kirsten Jørgensen bor på skolen. Deres hjem er altid åbent for børnene. Det er et smukt hjem med god kunst på væggene.
 
Det handler om at afgive varme
Er dine elever blevet anderledes end folkeskolens elever, fordi deres forældre har tid til dem, og fordi I dyrker det kreative og det musiske? Er det recepten på entusiastiske, glade og frie børn?
"Det har stor betydning. Men jeg underviste også i Angmagssalik i Grønland i mange år. Der havde vi den samme varme fornemmelse, som vi har her, og det var et meget fattigt samfund.
Man skal altid være lidt ny for at kunne tale med nye børn. Forældre og børn bliver gode af, at man interesserer sig for dem. Vi lægger vægt på opmuntring i stedet for kritik. Vi har ikke karakterbøger før i 7. klasse. Nej, jeg tror, jeg vil sige det enkelt: Det handler om af give varme."
Oven på i sanglokalet begynder bongo-trommerne. Det duver lidt i Jørgensens stuer, men hr. og fru Jørgensen sidder bare ved frokostbordet og hygger sig. Gardinerne er rullet ned, så eleverne ikke hele tiden kan banke på vinduet og vinke til familien.
Det er en meget anderledes skole. Enten er den meget gammeldags, eller også er den forud for sin tid.