Slotsvænget 1-3 & 4

5000 Odense C

Kristeligt Dagblad

Når blikket møder kunsten, flyder tankerne

Af Nanna Schelde, 

 

Skoleleder på den private Henriette Hørlücks Skole i Odense, Henrik N. Jørgensen, bruger hver sommer nogle uger på at supplere og omrokere på skolens gigantiske samling af kunst og finurligheder. Den visuelle inspiration er en ekstra gave til eleverne

 

For 25 år siden købte den daværende leder af Henriette Hørlücks Skolen i Odense nogle store Royal Copenhagen-vaser og placerede dem i vindueskarmene i den sal, hvor der dagligt var morgensamling med hundredevis af børn. Indkøbet var taktisk, udtænkt som en form for test, for hvor længe ville der gå, før de skrøbelige porcelænsvaser ville havne på gulvet i tusind stykker? Svaret er, at vaserne står der endnu, helt intakte. Og det er netop pointen. Selv børn i 0. klasse kan sagtens både administrere og ikke mindst nyde godt af at gå i en skole, der er indrettet smukt med kunst og antikviteter.

Det er nuværende leder af skolen, 59-årige Henrik N. Jørgensen, der fortæller historien om vaseeksperimentet. Han har stået i spidsen for Henriette Hørlücks siden 1998, hvor han overtog skolen efter sin far.

”Indretter man en skole som en gummicelle, behandler børnene den derefter. Når nogen gider tænke på at indrette stedet med smukke ting, så tager de til gengæld hensyn. Det bliver næsten som at færdes i et hjem for dem, og det er meget sjældent, at noget bliver ødelagt. Det fattigste ved mange institutioner og skoler i dag er, at det skal være hærværkssikret det hele. Når alt er lavet i stål kalder det nærmest på, at nogen tester, hvor længe det kan holde.”

Henrik N. Jørgensen er cand. mag. i kunsthistorie og dansk og arbejdede i reklamebranchen, inden han sagde ja til at efterfølge sin far som skoleleder. Dermed kunne han også fortsætte det arbejde, hans far allerede var begyndt på, med at tilføre skolen kunst og farver. Skolen blev grundlagt i 1870, og har i dag 590 elever. 120 af dem går på en international linje.  

Overalt hvor blikket hviler, er der glasmontrer med gammelt legetøj, skæve skulpturer, udstoppede dyr, emaljeskilte, malerier, plakater og nips. Og skoletoiletterne, ej at forglemme, har marmorhåndvaske og smukke armaturer i messing. I den før omtalte fællessal er loftet sågar inddraget til ophængning af kunstplakater. Her sidder to piger lige nu og arbejder på en skoleopgave

”Både børn og voksne kender vel til at sidde til en forelæsning eller et foredrag og blive distraheret. Tankerne flyver, blikket flakker, man kigger måske op i loftet, og hvis man så bare møder en hvid væg eller et hvidt loft, stopper alt. Jeg ønsker, at deres øjne skal møde noget, der sætter tanker i gang. Der skal være et godt alternativ, til når man en gang imellem mister koncentrationen.”    

 

Henrik N. Jørgensen kalder selv udsmykningen for ”skolens tapet”. Han arrangerer ikke guidede ture, hvor børnene bliver overhørt i den spanske maler Tàpies eller en af de mange andre repræsenterede kunstnere fra både nutid og fortid. Inspirationen ligger der som en mulighed. Det er dog ikke usædvanligt, at en del af skolens udsmykning bliver brugt, når eleverne for eksempel skal finde en idé til stileskrivningen. I et hjørne hænger en samling Mona Lisa-efterligninger, og et andet sted er en hel væg er dekoreret med sider fra fotobogen ”1000 familier”, som forlaget Taschen udgav i år 2000. Billederne i bogen portrætterer familier fra hele verden.

”Det er en fantastisk bog at tale ud fra, for eksempel i dansk. Ved at bruge bogen som tapet bliver det meget tydeligt, hvor forskellige og mangfoldige vi mennesker er, og det er et godt udgangspunkt for en god snak. Kunsten her er et gratis tilbud, som næsten kommer ind med modermælken.”

Han står personligt for at hjembringe størstedelen af kunsten og inventaret til skolen. Hver gang han rejser, kigger han efter nyt, og i løbet af sommerferien bruger han gerne et par uger på at rokere rundt på værkerne, så vægge og rum fremstår anderledes og formentlig kan inspirere på ny. Lige med undtagelse af borde og stole i klasseværelserne er alt inventar købt brugt. Tunge skriveborde i massivt træ og velpolstrede øreklapstole tilfører sammen med gamle skrivemaskiner den rigtige ånd til skolens bibliotek, mener skolelederen. Hans filosofi er, at så længe eleverne både igennem undervisningen og udsmykningen bliver præsenteret for stor mangfoldighed, så vil de også selv være stolte af, hvem de er.

”Børn er meget rummelige. Vi forsøger på ikke at hugge dem for meget til. Skolen skal ikke være en pølsefabrik, hvor de børn, der ikke er gode til fodbold bruger det meste af timen på at grue for frikvarteret. Her kan man sagtens være hende, der er rigtig dygtig til at spille harpe og så stadig være en del af fællesskabet,” siger Henrik N. Jørgensen.

 

Skolen er vokset over tid, så nu bliver der også undervist i de tilstødende bygninger, der blandt andet tæller en tidligere badeanstalt. Her ligger billedkunstlokalerne, hvor man kan sidde og lave lerskulpturer i det tidligere koldtvandsbassin.

”Jeg synes faktisk, at det er de bygninger, der ikke er bygget til at være skole, der fungerer bedst, fordi det er et eventyr at gå på opdagelse i rummene. Børn søger altid mod hulerne, hvor der er mulighed for at gemme sig, og det er der i den grad her,” siger Henrik N. Jørgensen.

Udover kunst bliver eleverne også introduceret til mange forskellige former for musik. Også klassisk musik som Wagner og en sjælden gang kinesisk opera. 

”Min ambition er, at eleverne her får noget med udover fagene. Matematik kan være dødssygt i sig selv, men hvis man ser det for eksempel i sammenhæng med den geometriske kunst, så får matematikken en medværdi og også en historisk relation.”

”Jeg kan mærke, hvordan eleverne som de bliver ældre får et andet forhold til kunsten og får en særlig interesse for bestemte værker. Pludselig opdager de et motiv i et maleri. Og jeg vil sige, at hvis de efter endt skolegang her har et særligt forhold til bare ét værk, som de siden vil blive ved med at tænke tilbage på, ja, så er målet nået.”  

 

 

Scan Magazine | Special Theme | Study in Denmark|

An international, homely and quirky

learning environment

By Ndéla Faye | Photos: Odense International School

 

Odense International School provides internationally recognized primary and secondary education for students aged five to 16. With over 40 nationalities represented, cultural diversity is at the heart of the school. The school’s holistic approach to learning encourages children’s natural curiosity while supporting personal development across platforms such as sports, performing arts, charity work and Model United Nations

 

Odense is a rapidly growing city and one of Europe’s biggest robotics hubs, with a highly skilled, international workforce. “The international school has naturally grown out of the existing emphasis on language learning and global perspectives. We celebrate differences, encourage multilingualism and nurture a school community that has a proven track record of being welcoming and including,” says Johanne Skaanes-Allo, head of the school. 

 

Diversity is a gift 

Odense International School is based alongside a Danish mother school, Henriette Hørlücks School, established in 1870. “We have one campus and two systems,” explains Skaanes-Allo. 

 

There are currently 48 different languages spoken by the students and teachers, so it is clear that the school is very multicultural. This diversity provides the community with a wealth of learning opportunities and allows for a sense of authenticity whether the students are studying geography, world religions or politics. The school community prizes curiosity and tolerance. Ultimately, the aim is to make everyone feel comfortable, valued and at home. Students in the Danish and international system enjoy each other’s company and promote community spirit through school sports, school dances, travel, art exhibitions, assemblies, French theatre festival and more. “We enjoy providing local Danish families with international networks and international families with local roots. We may have two curriculum systems, but we aim to be one school community,” Skaanes-Allo explains. 

 

Nurturing children’s natural curiosity and looking to the future 

“The beautiful red-brick school buildings are a little Hogwarts-esque,” Skaanes-Allo laughs. The quirky decorations inside the school help support the unique, slightly magical feel of the place, with artwork dotted around the hallways, and kayaks, bicycles and musical instruments dangling from the ceiling in the assembly hall. support students’ learning needs and nurture their natural curiosity,” says Skaanes-Allo. “The school collaborates with various local partners, among others a drone testing canter and educational robot developers. Students use LEGO robots to explore maths and science problems and learn the basics of programming. We are keen to teach our students about technology, not just because it’s such an important part of our city’s development, but because technology provides our students with a chance to explore and discover new solutions through thoughtful trials and errors in collaboration with their peers.” 

 

She adds: “As much as we want the next generation to be dynamic problem solvers and communicators, we also want them to get their hands dirty and play in the school garden or woods. There is a balance between teaching them to have a critical mind in a fast-paced, exciting world and giving them hands-on experiences.” 

 

She laughs and admits that children also sometimes daydream, so the school has taken the approach to lead them on a journey of learning and discovery as their minds wander. “Our classrooms are themed and decorated accordingly. For example, there is an Andy Warhol classroom, and a classroom decorated with African tribal art. Students are naturally active, creative and curious, and we want to encourage and nurture that curiosity,” she says. “We want to offer our students a variety of learning opportunities and keep things interesting while ensuring that they advance in literacy and numeracy as well.” 

 

The school’s core subjects are maths, English and science. Other subjects in primary school include French, Danish, sports, art, music and drama as well as technology and design. The school is certified by Cambridge International Examinations, which allows students to take the International General Certificate of Secondary Education (IGCSE) exams at the age of 16. The IGCSE exam subjects include English, mathematics, literature studies, geography, history, enterprise, global perspectives, French,

 

“Our school has a strong focus on inquiry- based learning, and we want to German, biology, chemistry and physics. “Many of our students who wish to pursue an international high school education opt for the International Baccalaureate at Nyborg Gymnasium. IGCSEs open many doors for our students as they are globally recognized international qualifications, which is a necessity for families who rely on education that allows for international mobility,” Skaanes-Allo explains.

 

“Odense International School’s own students, their parents and the children at Henriette Hørlücks school thrive in each other’s company. Prospective students and their families are welcome to contact us and arrange a tour of the school and a chat about our educational offer. We promise a warm welcome and aim to help new students and families settle in well in our community,” the school head concludes.

 

 

 

 

Blomster, børn og sæbespåner


Fagbladet Frie Grundskoler, nr. 18, 2001

Danmarks sidste privatejede privatskole har hverken ordensregler eller pædagogisk manifest. Skolens ånd og tone trives i bedste velgående mellem guldrammer og kandelabre
 
En moderne udgave af Peters Jul. Et bedre borgerskabshjem med sans for skønhed og kvalitet tilsat lidt kitch, bare for at det ikke bliver for fuldendt.
Henriette Hørlücks Skole i Odense holder traditionerne i hævd. Her er fornyelse noget, der helst ikke skal kunne mærkes. Og bestyreren den, der bestemmer, ligesom dengang, der var ægte godsejere og skoleejere til. Til gengæld plejer han tilsyneladende sin lærerstab. Vin til jul og champagne til påske. Efter er der dækket op med damaskduge og kandelabre. Forældremøder afsluttes for det meste med snak og rødvin ved køkkenbordet i privaten, så skolebestyreren lige kan høre, hvordan det er gået. Lærernes studieture går til europæiske hovedstæder. Og engang imellem vanker der blomster på en helt almindelig hverdag. Enten fordi man trænger til det på grund af noget privat. Eller fordi der bare er blomster til alle. "Det bliver altid gjort meget diskret, men det luner," betror Brita Nymark, en myndig, smilende kvinde i mørkeblåt. I 20 år har hun undervist på skolen og har som en af skolens ældste lærere indvilliget i at hjælpe bladet med at indfange skolens ånd. Det foregår ved køkkenbordet i skolebestyrerens lejlighed, der er indrettet i hjertet af skolen.
"Jo, der bliver skam passet godt på os. Der er ikke noget bedre sted at være," snakker husalfen, Gudrun Pedersen, med. Hun sørger for kaffe og sæbelugt på skolen og som sædvanlig om fredagen pudser hun nu messingskiltet på døren ind til skolebestyrerens private gemakker. "Tak, fordi du holdt døren" skinner inskriptionen. "Hvor tit er det egentlig, du pudser det?", konverserer fru Nymark interesseret. "To gange om ugen." "Ja, så er det jo ikke så sært, at her aldrig lugter af pølsemadder og sure sokker, vel!"
 
Originaler
Skønhed, fadervor og rengøring der kan lugtes, er gamle dyder, som Henriette Hørlücks Skole hylder. Den er Danmarks sidste privatejede børneskole og har ingen planer om at lave om på det. Pædagogikken står ikke nedskrevet nogen steder, men det hjælper at være en original for at være her, lyder svaret fra lærerne på lærerværelset. Ikke bare en gang. Men flere gange. Det er de tilsyneladende helt enige om, lærerne. Ellers er det egentlig ikke så nemt at forklare, hvad det er, der er så specielt ved skolen, synes de fleste. De er vant til, at der bliver talt fransk, tysk, engelsk og spansk på lærerværelset. Vant til de friske blomsterbuketter, der hver uge bliver skiftet ud i vaserne, der står overalt på skolen. Vant til de indrammede billeder, som skolens vægge er tapetseret med. Vant til at det meste kan lade sig gøre, hvis bare man brænder tilstrækkeligt for det som lærere og har nogle gode ideer. Og vant til at have deres gang i privaten hos skolebestyrer Henrik Jørgensen. "Ham kan man altid komme til, hvis der er noget, der går en på," lyder det.
 
God tone
"Er han ikke kær?", siger Brita Nymark om sin skolebestyrer på vej ind i 3. klasse, som hun skal have til biologi, inden hun har tid til køkkensnakken. Hun har lige akkompagneret morgensangen på flygelet som sædvanlig og ligesom alle os andre lyttet til Henrik Jørgensens anekdote om Mozart, der introducerede morgensangens musikalske værk.
"Sådan fortæller han hver dag en rigtig god historie om et stykke musik. Det er altid så velforberedt. Forleden var det 'Boheme' og i går var det et frygteligt stykke rock!"
Som refleks rejser eleverne i 3. klasse sig op og siger goddag. Sådan hilser man på gæsterne, har de lært. Med venlig imødekommenhed og ro på rækkerne går undervisningen som planlagt. Det første skolens ældste lærer fremhæver som særpræg, er da også den gode tone blandt både lærere og elver. "Vi taler pænt til hinanden," forklarer hun.
 
Værdsat
Tonen passer til omgivelserne, synes Brita Nymark. "Her er jo så smukt alle vegne. Du finder ikke et sted, der ikke er nymalet. Henrik (skolebestyreren, red.) arrangerer selv blomsterne sammen med sin kone Maria. De køber tit blomster, hvis de er i København i weekenden, og det er ofte meget specielle blomster. Omvendt er indretningen og det fine gamle legetøj som børnene også leger med, også med til at sætte standarden for, hvordan man opfører sig, fremhæver lærerinden.
"Her er ingen låste døre, ingen nøgleknipper og ingen mistillid til børnene. Og det virker utroligt. Både børn og voksne glider ind i traditionen. Når der er kønt i forvejen, så gør man ikke vold mod omgivelserne. "
Første gang Brita Nymark oplevede et lærermøde, følte hun sig som Jeppe, der vågner i Baronens seng.
"Jeg var målløs og troede ikke helt på, at det kunne være sådan. Efter mødet var der dækket op med smukke duge og kandelabre, og vi fik serveret den skønneste mad og vin. Så føler man sig virkelig forkælet."
"Hvad betyder det?"
"At man er skattet og velkommen og sat pris på. Det betyder fantastisk meget, at man har det godt. Og så gør man sig nok ekstra umage for, at der ikke er problemer. Har man først været ansat her på skolen, så bliver man her."
 
Første besøg
Brita Nymark husker stadig tydeligt, da hun besøgte skolen for første gang. "Vi var lige flyttet til Odense, og jeg gik en tur i byen med børnene og ville aflægge skolen en lille visit for at se, hvad det var for en. Jeg gik bare ind. Her var ikke en levende sjæl, og jeg undrede mig over, hvad det mon var for et sted. Jeg troede først ikke, det var en skole. Det lignende en velhavende kostskole og et børnehjem. Der var blomster alle vegne og flygler og billeder overalt. Til sidst endte jeg her i køkkenet hos den gamle skolebestyrer Jørgensen, altså Henriks far, og fik en snak med ham. Han var en stor personlighed og spurgte mig om alt muligt, om min familie og hvad jeg havde lavet. Men ikke hvad jeg kunne undervise i. Siden er jeg blevet hængende."
 
Skolens yngste
Også skolens nyligt ansatte unge lærer, Tine Dolberg, faldt for skolen fra første dag. "Jeg blev vild med stedet første gang, jeg var her som vikar. Jeg følte en stor nærhed blandt både børn og kolleger. Og så er der jo omgivelserne. Man skaber et miljø med et man omgiver sig med. Det er ligesom at gå på arbejde i et privat hjem."
Side om side med de mange traditioner oplever Tine Dolberg desuden, at det er nemt at få ja til eksperimenter.
"Her er plads til spontanitet, og alle skæve idéer modtages med velvilje," forklarer hun.
 
Konditorkager
På lærerværelset guffer kollegerne konditorkager til kaffen. Det er rester fra forældremøde i går.
 
En gruppe modne kvinder småsnakker. Umiddelbart giver de både deres ældre og yngre kolleger ret, lyder det til.
"Der er noget fandenivoldsk absurd ved skolen. Her er ikke plads til kopier, men derimod til skøre idéer og spontanitet," forklarer de.
"Jamen er der da slet ikke noget, der er dårligt. Slet ingen brok, som på de fleste andre lærerværelser?"
"Tja," siger de. "Jo, selvfølgelig har vi da også noget at brokke os over. Men det fylder ikke. Og hvis det er noget alvorligt, ved vi, hvor vi skal gå hen. Og så bliver der gerne taget hånd om problemerne."
Tillidsmand Finn Petersen bekræfter:
"Vi har da haft uoverensstemmelser mellem lærerne og ledelsen, men de er altid taget for åbent tæppe. Vi er mange mennesker på et lille sted her på skolen, og det kræver en urban opførsel og omgangstone, og det har vi."
I virkeligheden er det nemmere at være tillidsmand på Henriette Hørlücks Skole end så mange andre steder, tror Finn Petersen.
"Beslutningsprocesserne er så gennemskuelige på vores skole, og det gør det alt andet lige nemmere," forklarer han.
Selvom suverænt er skolens ejer, der bestemmer over skolens ve og vel, føler lærerne tilsyneladende, at der også er plads til dem og deres ideer.
"Henrik er demokrat til fingerspidserne," mener lærer Lone Hagelskjær.
"Ja, og god til at lytte," supplerer Tine Dolberg. Selvom det måske ikke umiddelbart ser sådan ud, så fornyer skolen sig hele tiden, oplever tillidsmanden:
"Som lærere er vi ikke kustoder, men mere forvaltere af et vist niveau, og hvis vi ikke fornyede os hele tiden i undervisningen, ville skolen ikke holde ret længe. For eksempel har vi ikke faste bogsystemer, men bestemmer selv fra år til år hvilke bøger, vi vil bruge," forklarer han.
 
Hemmeligheder
Overladt til skolen på egen hånd igen bliver man overladt af alt tingel-tanglet.
Tingene fortæller deres egen historie. Der er det antikke dukkehus, der har været med i Bille Augusts film Åndernes Hus. Så er der de kække legetøjsbiler i glasmontrerne, den franske bugtalerdukke, cyklerne der hænger ned fra loftet, det rød- og hvidternede gulv i forhallen. Og, og, og…
Nej, Henriette Hørlücks Skole er ikke et sted, man sådan lige aflurer sine hemmeligheder. Eller for den sags skyld bliver færdig med.