Slotsvænget 1-3 & 4

5000 Odense C

Kristeligt Dagblad

Når blikket møder kunsten, flyder tankerne

Af Nanna Schelde, 

 

Skoleleder på den private Henriette Hørlücks Skole i Odense, Henrik N. Jørgensen, bruger hver sommer nogle uger på at supplere og omrokere på skolens gigantiske samling af kunst og finurligheder. Den visuelle inspiration er en ekstra gave til eleverne

 

For 25 år siden købte den daværende leder af Henriette Hørlücks Skolen i Odense nogle store Royal Copenhagen-vaser og placerede dem i vindueskarmene i den sal, hvor der dagligt var morgensamling med hundredevis af børn. Indkøbet var taktisk, udtænkt som en form for test, for hvor længe ville der gå, før de skrøbelige porcelænsvaser ville havne på gulvet i tusind stykker? Svaret er, at vaserne står der endnu, helt intakte. Og det er netop pointen. Selv børn i 0. klasse kan sagtens både administrere og ikke mindst nyde godt af at gå i en skole, der er indrettet smukt med kunst og antikviteter.

Det er nuværende leder af skolen, 59-årige Henrik N. Jørgensen, der fortæller historien om vaseeksperimentet. Han har stået i spidsen for Henriette Hørlücks siden 1998, hvor han overtog skolen efter sin far.

”Indretter man en skole som en gummicelle, behandler børnene den derefter. Når nogen gider tænke på at indrette stedet med smukke ting, så tager de til gengæld hensyn. Det bliver næsten som at færdes i et hjem for dem, og det er meget sjældent, at noget bliver ødelagt. Det fattigste ved mange institutioner og skoler i dag er, at det skal være hærværkssikret det hele. Når alt er lavet i stål kalder det nærmest på, at nogen tester, hvor længe det kan holde.”

Henrik N. Jørgensen er cand. mag. i kunsthistorie og dansk og arbejdede i reklamebranchen, inden han sagde ja til at efterfølge sin far som skoleleder. Dermed kunne han også fortsætte det arbejde, hans far allerede var begyndt på, med at tilføre skolen kunst og farver. Skolen blev grundlagt i 1870, og har i dag 590 elever. 120 af dem går på en international linje.  

Overalt hvor blikket hviler, er der glasmontrer med gammelt legetøj, skæve skulpturer, udstoppede dyr, emaljeskilte, malerier, plakater og nips. Og skoletoiletterne, ej at forglemme, har marmorhåndvaske og smukke armaturer i messing. I den før omtalte fællessal er loftet sågar inddraget til ophængning af kunstplakater. Her sidder to piger lige nu og arbejder på en skoleopgave

”Både børn og voksne kender vel til at sidde til en forelæsning eller et foredrag og blive distraheret. Tankerne flyver, blikket flakker, man kigger måske op i loftet, og hvis man så bare møder en hvid væg eller et hvidt loft, stopper alt. Jeg ønsker, at deres øjne skal møde noget, der sætter tanker i gang. Der skal være et godt alternativ, til når man en gang imellem mister koncentrationen.”    

 

Henrik N. Jørgensen kalder selv udsmykningen for ”skolens tapet”. Han arrangerer ikke guidede ture, hvor børnene bliver overhørt i den spanske maler Tàpies eller en af de mange andre repræsenterede kunstnere fra både nutid og fortid. Inspirationen ligger der som en mulighed. Det er dog ikke usædvanligt, at en del af skolens udsmykning bliver brugt, når eleverne for eksempel skal finde en idé til stileskrivningen. I et hjørne hænger en samling Mona Lisa-efterligninger, og et andet sted er en hel væg er dekoreret med sider fra fotobogen ”1000 familier”, som forlaget Taschen udgav i år 2000. Billederne i bogen portrætterer familier fra hele verden.

”Det er en fantastisk bog at tale ud fra, for eksempel i dansk. Ved at bruge bogen som tapet bliver det meget tydeligt, hvor forskellige og mangfoldige vi mennesker er, og det er et godt udgangspunkt for en god snak. Kunsten her er et gratis tilbud, som næsten kommer ind med modermælken.”

Han står personligt for at hjembringe størstedelen af kunsten og inventaret til skolen. Hver gang han rejser, kigger han efter nyt, og i løbet af sommerferien bruger han gerne et par uger på at rokere rundt på værkerne, så vægge og rum fremstår anderledes og formentlig kan inspirere på ny. Lige med undtagelse af borde og stole i klasseværelserne er alt inventar købt brugt. Tunge skriveborde i massivt træ og velpolstrede øreklapstole tilfører sammen med gamle skrivemaskiner den rigtige ånd til skolens bibliotek, mener skolelederen. Hans filosofi er, at så længe eleverne både igennem undervisningen og udsmykningen bliver præsenteret for stor mangfoldighed, så vil de også selv være stolte af, hvem de er.

”Børn er meget rummelige. Vi forsøger på ikke at hugge dem for meget til. Skolen skal ikke være en pølsefabrik, hvor de børn, der ikke er gode til fodbold bruger det meste af timen på at grue for frikvarteret. Her kan man sagtens være hende, der er rigtig dygtig til at spille harpe og så stadig være en del af fællesskabet,” siger Henrik N. Jørgensen.

 

Skolen er vokset over tid, så nu bliver der også undervist i de tilstødende bygninger, der blandt andet tæller en tidligere badeanstalt. Her ligger billedkunstlokalerne, hvor man kan sidde og lave lerskulpturer i det tidligere koldtvandsbassin.

”Jeg synes faktisk, at det er de bygninger, der ikke er bygget til at være skole, der fungerer bedst, fordi det er et eventyr at gå på opdagelse i rummene. Børn søger altid mod hulerne, hvor der er mulighed for at gemme sig, og det er der i den grad her,” siger Henrik N. Jørgensen.

Udover kunst bliver eleverne også introduceret til mange forskellige former for musik. Også klassisk musik som Wagner og en sjælden gang kinesisk opera. 

”Min ambition er, at eleverne her får noget med udover fagene. Matematik kan være dødssygt i sig selv, men hvis man ser det for eksempel i sammenhæng med den geometriske kunst, så får matematikken en medværdi og også en historisk relation.”

”Jeg kan mærke, hvordan eleverne som de bliver ældre får et andet forhold til kunsten og får en særlig interesse for bestemte værker. Pludselig opdager de et motiv i et maleri. Og jeg vil sige, at hvis de efter endt skolegang her har et særligt forhold til bare ét værk, som de siden vil blive ved med at tænke tilbage på, ja, så er målet nået.”  

 

 

Scan Magazine | Special Theme | Study in Denmark|

An international, homely and quirky

learning environment

By Ndéla Faye | Photos: Odense International School

 

Odense International School provides internationally recognized primary and secondary education for students aged five to 16. With over 40 nationalities represented, cultural diversity is at the heart of the school. The school’s holistic approach to learning encourages children’s natural curiosity while supporting personal development across platforms such as sports, performing arts, charity work and Model United Nations

 

Odense is a rapidly growing city and one of Europe’s biggest robotics hubs, with a highly skilled, international workforce. “The international school has naturally grown out of the existing emphasis on language learning and global perspectives. We celebrate differences, encourage multilingualism and nurture a school community that has a proven track record of being welcoming and including,” says Johanne Skaanes-Allo, head of the school. 

 

Diversity is a gift 

Odense International School is based alongside a Danish mother school, Henriette Hørlücks School, established in 1870. “We have one campus and two systems,” explains Skaanes-Allo. 

 

There are currently 48 different languages spoken by the students and teachers, so it is clear that the school is very multicultural. This diversity provides the community with a wealth of learning opportunities and allows for a sense of authenticity whether the students are studying geography, world religions or politics. The school community prizes curiosity and tolerance. Ultimately, the aim is to make everyone feel comfortable, valued and at home. Students in the Danish and international system enjoy each other’s company and promote community spirit through school sports, school dances, travel, art exhibitions, assemblies, French theatre festival and more. “We enjoy providing local Danish families with international networks and international families with local roots. We may have two curriculum systems, but we aim to be one school community,” Skaanes-Allo explains. 

 

Nurturing children’s natural curiosity and looking to the future 

“The beautiful red-brick school buildings are a little Hogwarts-esque,” Skaanes-Allo laughs. The quirky decorations inside the school help support the unique, slightly magical feel of the place, with artwork dotted around the hallways, and kayaks, bicycles and musical instruments dangling from the ceiling in the assembly hall. support students’ learning needs and nurture their natural curiosity,” says Skaanes-Allo. “The school collaborates with various local partners, among others a drone testing canter and educational robot developers. Students use LEGO robots to explore maths and science problems and learn the basics of programming. We are keen to teach our students about technology, not just because it’s such an important part of our city’s development, but because technology provides our students with a chance to explore and discover new solutions through thoughtful trials and errors in collaboration with their peers.” 

 

She adds: “As much as we want the next generation to be dynamic problem solvers and communicators, we also want them to get their hands dirty and play in the school garden or woods. There is a balance between teaching them to have a critical mind in a fast-paced, exciting world and giving them hands-on experiences.” 

 

She laughs and admits that children also sometimes daydream, so the school has taken the approach to lead them on a journey of learning and discovery as their minds wander. “Our classrooms are themed and decorated accordingly. For example, there is an Andy Warhol classroom, and a classroom decorated with African tribal art. Students are naturally active, creative and curious, and we want to encourage and nurture that curiosity,” she says. “We want to offer our students a variety of learning opportunities and keep things interesting while ensuring that they advance in literacy and numeracy as well.” 

 

The school’s core subjects are maths, English and science. Other subjects in primary school include French, Danish, sports, art, music and drama as well as technology and design. The school is certified by Cambridge International Examinations, which allows students to take the International General Certificate of Secondary Education (IGCSE) exams at the age of 16. The IGCSE exam subjects include English, mathematics, literature studies, geography, history, enterprise, global perspectives, French,

 

“Our school has a strong focus on inquiry- based learning, and we want to German, biology, chemistry and physics. “Many of our students who wish to pursue an international high school education opt for the International Baccalaureate at Nyborg Gymnasium. IGCSEs open many doors for our students as they are globally recognized international qualifications, which is a necessity for families who rely on education that allows for international mobility,” Skaanes-Allo explains.

 

“Odense International School’s own students, their parents and the children at Henriette Hørlücks school thrive in each other’s company. Prospective students and their families are welcome to contact us and arrange a tour of the school and a chat about our educational offer. We promise a warm welcome and aim to help new students and families settle in well in our community,” the school head concludes.

 

 

 

 

Kunstforbrug i børnehøjde


Forældre og børn

Antikt legetøj og kunst i massevis. Sådan lyder opskriften på en god skolegang på Henriette Hørlücks skole i Odense.
 
"Den dag vi kommer til at ligne andre skoler, lukker vi", lyder det fra skolebestyreren på Henriette Hørlücks skole i Odense. Og det er ikke kun et motto, men også en karakteristik af den charmerende gamle privatskole. En fornem og mangfoldig samling af kunst og legetøj præger skolens udseende og ånd. Ikke at børnene skal gå fra skolen som kunstkendere, men de skal lære at blive kunstforbrugere til nytte for dem selv.
Da skolebestyrer Johannes Jørgensen i 1961 købte Henriette Hørlücks skole, var tendensen i skolebyggeriet funktionalisme. Kommuneskole på kommuneskole skød op i forstæderne og på landet, og de var stort set ens: praktiske, institutionelle og gudsjammerligt kedelige. Men Johannes Jørgensen havde andre ideer. Hans skole skulle give børnene gode kunstneriske oplevelser at stå imod med. 
"Ideen fik jeg, fordi jeg i min egen skoletid oplevede, at de nederste vinduer i klasseværelset var kalket til. Man regnede ganske enkelt ikke med, at skolens indre og undervisningen kunne hamle op med det, der skete uden for vinduet. Det kunne det heller ikke, og sådan skulle det ikke være på Henriette Hørlücks skole. Derfor gik vi i gang med at samle på ting, som børnene kan have oplevelser af", fortæller Johannes Jørgensen. Og skolen er et sandt bombardement af sanseindtryk. De gamle bygninger er fyldt til bristepunktet med ægte malerier, reproduktioner, elevproduktioner, antikke møbler, genbrugsmøbler og ikke mindst en imponerende samling af gammelt og nyt legetøj.
 
Den døde lærer
I forhallen til den bygning, som huser de mindste børn, er der langs væggene glasskabe, som rummer fantastiske fund fra Johannes Jørgensens og hustruen Kirstens rejser i udlandet. Her findes en fransk bugtalerdukke fra århundredeskiftet, hvis mekanik stadig er intakt. Der er porcelænsdukker og tinsoldater og alskens andet legetøj fra dengang bedstemor og bedstefar var børn. Glasskabene er på trods af deres uerstattelige indhold ikke aflåst:
"Hvis børnene har lyst til at røre ved tingene, må de gerne det. De forstår at værdsætte dem, og vi har aldrig haft hærværk på denne skole", siger Johannes Jørgensen. Skolens udseende skal give en intim og hjemlig atmosfære. Så opfører børnene sig også, som de ville gøre hjemme, og der går man jo heller ikke rundt og smadrer tingene." 
En etage højere ligger de to børnehaveklasser. Hver for sig er de et helt lille museum. Moderne kunst på væggene, glasskabe med nipsting og børnenes egne produkter blander sig i en skøn forvirring. "Klasseværelserne skal ikke ligne hinanden. De skal have hver deres særpræg, hver deres udstilling. Børnene ser næppe på alle tingene til daglig, men engang imellem standser de pludselig op og bliver betagede af en eller anden ting", mener Johannes Jørgensen. "Derfor hænger vi også alt muligt op uden kritisk skelen. Mange vil finde en del af vores udstilling usmagelig, men et maleri, som i de flestes øjne er dårligt, kan for en lille dreng eller pige komme til at betyde utrolig meget."
Mellem børnehaveklasserne ligger en sal, som bruges til musikundervisning og optræden af forskellig art. I kraft af sin størrelse rummer salen lidt for enhver smag. Der er karruselheste, en udslidt antik barnevogn, voksmannequiner og collager. Væggen nærmest døren prydes af reklameplakater fra Michelin. "Så er der også noget for drenge", bemærker skolebestyreren.
Og humoren er der også plads til. I trappeopgangens loft lige uden for børnehaveklassernes lokale hænger et par ben fra en voksmannequin. "Det er en død lærer", griner Johannes Jørgensen. 
 
Kunst gør usårlig 
Nu går turen til hovedbygningen. I stueetagen står en glasmontre, der som den eneste på skolen er aflåst. Det er af hensyn til besøgende, som kunne have lange fingre, for denne montre indeholder creme de la creme af antikt legetøj: bliklegetøj fra Nürnberg. Johannes Jørgensen låser skabet op og demonstrerer de små finurlige figurer. Straks strømmer der børn til, og der gøres store øjne over en ramponeret blikabe, som kravler ned ad en snor. "Jeg er overbevist om, at oplevelser af kunstnerisk art er værdifulde for børnene", forklarer Johannes Jørgensen. Vi er nu nået til den sal, hvor der hver morgen afholdes morgensang. Ved denne lejlighed afspilles somme tider også et stykke musik, og det kan være alt fra barok til rock. "Man er ligesom usårlig, hvis man får nogle kunstneriske oplevelser at stå imod med. Det er noget i retning af: Kom bare an, jeg har Beethovens 9. i hovedet. Børnene skal lære, at kunst er en livsnødvendighed. Uden kunsten er livet tomt - det er den, man skal leve af og på."
Hovedbygningens vægge prydes i høj grad af elevernes egne tegninger. Og de behandles med lige så stor respekt som den franske bugtalerdukke og bliklegetøjet. Nogle er ligefrem indsat i gamle guldrammer, og hver tegning har sin historie. Blandt andet en række tegninger, som illustrerer elevernes morgensang: "Jeg havde en uventet vikartime i en klasse, hvor jeg bad børnene om at tegne en tegning hver af morgensangen. Så indrammer jeg de to bedste og hænger dem op, sagde jeg. Da begyndte en af pigerne at græde. Hvordan kan du vide, at der kun er to, som er gode? Og hvordan kan du overhovedet afgøre, hvad der er bedst? spurgte hun. Den tog jeg til mig, og så hængte vi dem alle sammen op", fortæller skolebestyreren.
 
Kunstforbrugere 
For respekten for forskelligheder er et vigtigt ideal på Henriette Hørlücks skole. Det tilstræbes at give børnene et højt fagligt niveau, og der gives ikke ved dørene, hvad karakterer angår. Men til gengæld er det både skolebestyrerens og lærernes mål, at de skal være gode nok til at tage hånd om den enkelte: "Når forældre er bedst og lærere er bedst, kan man ikke kende forskel", forklarer Johannes Jørgensen. Og med denne grundindstilling for øje er det jo ikke så sært, at Johannes Jørgensen har påtaget sig at lære børn mere end at regne og skrive. "Det er så vigtigt for mig, at børnene lærer at bruge kunsten i deres liv. Det er fint, hvis de efter deres skoletid møder et Miro-maleri og tænker, at det navn har de set før, for der hang en reproduktion af Miro i klasseværelset. Men det er sekundært, at de bliver kunstkendere. Det vigtigste er, at de bliver kunstforbrugere. Derved får børnene nemlig evnen til at se ting i livet, som andre går forbi uden at ænse.
Vi havde engang en ældre dame, som illustrerer eventyr, på besøg som foredragsholder. Jeg fulgtes med hende over til den store sal, og da vi nåede døren, standsede hun. Foran os stod alle børnenes sko, som de havde taget af for at skåne gulvet. Jeg blev irriteret over, at de stod hulter til bulter, men hun sagde: "Ih, tænk engang hvor mange eventyr, der ligger gemt i hvert par." Er det ikke fantastisk, at nogle mennesker har evnen til på den måde at se kunsten i hverdagsting?"